LB Forsikring tilbagebetaler 87 mio kroner til medlemmerne

I 2016 kommer LB Forsikring ud med en vækst i bruttopræmieindtægterne før anciennitetsrabat på 1,6 % og et resultat på knap 261 mio. kroner før skat. Medlemstallet er steget med over 13.000, og LB Forsikring har nu mere end 383.000 medlemmer.

LB Forsikring omfatter forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring, Runa Forsikring og FDM Forsikring med flere end 383.000 medlemmer.

I 2016 er bruttopræmieindtægterne før anciennitetsrabat steget med 43 mio. kr. til 2.676 mio. kr., hvilket svarer til den forventede udvikling. Erstatningsudgifterne udgør 2.294 mio. kr., hvilket er en stigning på 8,6 % fra 2015. Stigningen er højere end forventet og skyldes især en negativ udvikling på husforsikringen og indboforsikringen, herunder især rejsedækningen. En samlet bruttoerstatningsprocent før anciennitetsrabat på 85,7 % er således højere end forventningerne for 2016. Samlet set får LB Forsikring et resultat før skat på knap 261 mio. kr., hvilket er højere end forventet, og i høj grad drevet af investeringsafkastet.

Flere medlemmer, vækst i policer og øget bruttopræmieindtægter 
Igen i år tilbagebetaler LB Forsikring 25 % af resultatet før skat og medlemmerne får således del af overskuddet af såvel forsikringsdriften som investeringsvirksomheden. Dette betyder, at medlemmerne får 87 mio. kroner i overskudsdeling. Pengene udbetales i juni 2017.

”Vi har fået flere medlemmer, øget antallet af policer og øget bruttopræmieindtægterne, selv i et år, hvor vi satte priserne ned på bilforsikringen, hvilket er et resultat, vi er tilfredse med. Til gengæld har vi set en ret voldsom stigning på vores erstatninger på indboforsikringen, hvor vores rejsedækning især bidrager negativt. Samtidig har vi også haft en negativ udvikling på vores husforsikring. Det er utilfredsstillende, og vi vil i 2017 komme med en række tiltag, der skal styrke lønsomheden på udvalgte produkter”, siger Anne Mette Toftegaard, administrerende direktør i LB Forsikring og fortsætter; ”Vi har en hensigt om at ligge på en combined ratio på 95 % over en femårig periode, og derfor skal vi selvfølgelig reagere, når vi i år rammer et niveau på 102,3 %. I første omgang vil vi se på vores indbo- og rejseforsikring, hvor vi kommer til at tilpasse produkter og priser, så de bevæger sig i den rigtige retning.”

 

Medlemstilfredshed og konkurrencedygtige produkter i fokus
”Vi ønsker at være blandt de billigste på markedet sammenlignet med konkurrenter med en lignende forretningsmodel. Derfor glæder det os også, at vi i løbet af året modtog to ’bedst i test’ anerkendelser fra Forbrugerrådet Tænk Penge, som i deres analyser vurderede markederne for husforsikringer samt samlerabatter. Især sidstnævnte ser vi som en bekræftelse af vores konkurren­ceevne, hvor vi med vores solidariske model ikke tilbyder samlerabat og alligevel vinder denne test. Disse anerkendelser betyder meget for os, da de netop bygger på en vurdering af nøgleparametrene pris, forsikringsdæk­ning og kundetilfredshed,” siger administrerende direktør Anne Mette Toftegaard, LB Forsikring.

LB Forsikring har vundet Bedst i Test de seneste 9 gange i træk.* Et af de strategiske nøgleområder i LB Forsikrings 2018-strategi er at sætte medlemmernes interesser i højsædet og levere markedets bedste service:

”Det glæder os derfor, at vi i 2016 modtog flere anerkendelser, som udspringer direkte af dette strategiske fokusområde. I den årlige analyse fra EPSI Danmark havde vi for tredje år i træk den højeste anbefalingsgrad (Net-Promoter-Score) blandt danske forsikringsselskaber. Med Lærerstandens Brandforsikring på en 1. plads og hele tre af vores fire brands i top-5 har vi grund til at være rigtig stolte. Derudover blev vi valgt af danskerne, som den virksomhed i den finansielle branche med det bedste image i en analyse udført i 2016 af analysevirksomheden Wilke og Finanswatch, ” siger administrerende direktør Anne Mette Toftegaard, LB Forsikring.

Kåret 9 gange i træk Bedst i test af Forbrugerrådet Tænk Penge
Februar 2017: Indboforsikring
April 2016: Samlerabat
Februar 2016: Husforsikring
Oktober 2015: Ulykkesforsikring
Juni 2015: Bilforsikring
Februar 2015: Indboforsikring
April 2014: Rejseforsikring
September 2013: Ulykkesforsikring
Juni 2013: Husforsikring

Der tages forbehold for, at årsregnskabet skal godkendes på generalforsamlingen fredag den 22. april 2017.

Fakta om LB Forsikring

 LB Forsikring er et medlemsejet forsikringsselskab. Det betyder, at vi ser os selv som et lukket kredsløb til fordel for medlemmer. Loyale medlemmer får del i overskuddet, vi sætter priserne ned på vores forsikringer, da vi ikke har et ønske om at opnå en lav combined ratio og vi har et højt fokus på service og medlemstilfredshed i hele organisationen. LB Forsikring har over 383.000 medlemmer og består af forsikringsgrupperne: Lærerstandens Brandforsikring for dem med undervisning som hovederhverv og pædagoger, Bauta Forsikring for sygeplejersker og andre inden for sundhedssektoren, Runa Forsikring for FTF- og AC-grupper og FDM Forsikring for medlemmer af FDM.